Glædeligjul_2017.png

Konsulentens julehilsen: Må man tage hunden med sig hen i kirken?

    Jeg vil gerne sige mange tak for det gode samarbejde i året, der gik. Det er blevet til rigtig mange glade øjeblikke og dybdegående snakke om, hvad vi kan og vil med KFUM og KFUK og hinanden.

    Nye aktiviteter er det også blevet til. Heriblandt Børnebørns- og bedsteforældredag, et nyt konfirmandteam, Børnejulefrokost, Ten Sing Døgn - og oven i det; nye klubber og andre initiativer rundt omkring i distrikterne.  

    Det har på alle måder været dejligt at være en del af. Der har også været idéer, som ikke blev til det, vi havde satset på. Sådan vil det være indimellem. At tage ansvar er også at turde at gøre og handle uden man ved, hvor det hele ender. Erfaring vinder man altid.

    Jeg bliver ofte grebet af glæden og taknemligheden over de muligheder, vi har sammen, fordi vi er blevet indviet i KFUM og KFUK-traditionen. Vi skal blive ved med at give endnu flere mennesker muligheden for at lære den at kende.  

    I bilen på vej hjem fra et børnearrangement i Sønderborg, udbrød en pige fra 3. klasse, som lige havde haft sin første oplevelse med KFUM og KFUK:  Må jeg tage min hund med hen i kirken?

    Det kunne lyde som et forsøg på at formulere omkvædet af en gammel dansktop sang, men det var slet ikke det, der var på spil. Pigen havde bare haft så god en oplevelse, at hun spontant ønskede at dele den med andre, og hvad var mere nærliggende end at gøre det med den første, hun skulle se, når hun kom hjem?

    Det rammer måske meget godt, hvad vi kan og vil. At skabe oplevelser sammen, hvor børn og unge har lyst til at hive flere med. Mere af det i 2018.

    Kære alle, I ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår! Tak for indsatsen for børn og unge! Jeg glæder mig til vi ses til Børnefestival, udvalgsmøder, lejraktiviteter og alle de andre gode ting, der venter forude.  

    De bedste hilsner / Henrik

    P.S. Se før øvrigt den nye lejrplakat med datoer for alle lejre i sommeren 2018.